Beretning fra formanden

Dybbøl Håndbold - Beretning for Sæson 2015-2016 - April 2016                            

Dybbøl Håndbold har igen haft en god sæson med gode oplevelser og succeser til alle medlemmer.

Vi har lige afsluttet sæsonen med forårsstævner – Vojens Påskecup, Vejle Påskecup og Vidar Cup. Nu har trænerne en kort pause, inden vi går i gang med forberedelserne til næste sæson, i form af vores traditionelle sommertræning. Bestyrelse og andre faste hjælpere er i gang med planlægningen af et håndboldskole og Aktiv Sommer via kommunen, opstartsweekend i september og i det hele taget, alt det der skal være på plads til næste sæson.

Medlemsudvikling:

Vi har haft en minimal fremgang fra 222 til 226 medlemmer (2%), hvoraf 198 er børn/unge. Generelt oplever holdsporten en kraftigt nedgang i disse år – så set på den baggrund er udviklingen jo positiv.

Vi har her i foråret haft 15 hold tilmeldt i turneringen – en lille fremgang fra de 14 vi havde sidste år. Hertil kommer vores U6 og U8 mixhold, som spiller kampe i stævneform. Vi har hold fra U6 til U16 på pigesiden, og fra U6 til U14 på drengesiden + 2 Senior herre hold.

På U16 drenge siden står vi her i haft 2 hold tilmeldt via holdsamarbejdet Sønderjysk HK, som består af samarbejde mellem Sydstjernen, Sydals HK, hf Sønderborg og Dybbøl, så vi kan sikre et tilbud til alle drengene. Der har været omkring 40 spillere i holdfælleskabet mellem de 4 klubber, og dermed 3 hold i alt: et elitehold, et breddehold i Sønderborg området og et breddehold i Aabenraa området. Vi går ind i samarbejdet, fordi vi ser det som den eneste mulighed for sikre et tilbud til drengene – og vi forventer også, at det kan blive starten til et endnu bedre samarbejde mellem klubberne, specielt i Sønderborg kommune. Det bliver der øget behov for i fremtiden, med de generelt faldene medlemstal.

Håndbold afdelingens organisation:

Ved generalforsamlingen sidste år (april 2015) blev 5 bestyrelsesmedlemmer genvalgt og 3 nyvalgt. Efter konstitueringen blev pladserne fordelt således:

Torben Brynningsen - Formand (Nyvalg)

Susanne Hagensen – Kasserer (Genvalgt)

Tina Rolskov-Paulsen  – Sponsorer/tøj (Genvalgt)

Frank Riis - Materialer + trænere (Genvalgt)

Malene Thalund - JHF kontakt/kamppåsætter (Genvalgt)

Poul B. Møller - Træningstider & kurser (Genvalgt)

Tanja Plougsbæk - DGI kontakt + stævner (Nyvalg)

Bjarne Lausten (Nyvalg)

Der er selvfølgelig også en masse andre opgaver som vi fordeler efterhånden. Desuden har vi haft rigtig god hjælp fra en række personer uden for bestyrelsen, der har taget sig af nogle faste opgaver.

Alle ovennævnte yder en stor indsats bag kulisserne – men den vigtigste indsats af alle – er den indsats der ydes af vores TRÆNERE OG HOLDLEDERE, der uge efter uge er mødt trofast op, for at træne vore hold, tage jer af de unge mennesker, lære dem at spille håndbold og give dem nogle gode oplevelser, som de kan tage med sig senere i livet Vi skal HUSKE AT PÅSKØNNE deres indsats, som den væsentligste for klubbens grundlag. Vi MANGLER stadig et par trænere til næste sæson – så interesserede må meget gerne melde sig. Det er som sagt den vigtigste funktion i klubben.

Også en kæmpe TAK TIL ALLE andre der er med til at få klubben til at fungere. for uden jeres medvirken kan vi ikke drive en klub af vores størrelse, derfor er det også utrolig vigtigt, at forældre & spillere byder ind, på de arbejdsopgaver der ligger i klubben. Det er jeres engagement der afgør, hvor god og attraktiv klubben skal være. Så vi håber på endnu mere positiv støtte og opbakning til klubben, når I bliver bedt om at hjælpe ved f.eks. opstartsweekend eller ringridning. Opstarts weekend bliver i år første weekend af september, så sæt allerede nu et stort kryds i kalenderen.

Sæsonens forløb – og planer for næste år:

Resultatmæssigt har det igen været en fin sæson. Vi har haft 1 hold i U14 division og 1 hold i U16 division, og vores Senior Herre der sidste sæson rykkede op i Serie 1, har klaret sig fint, Serie 2 herrer blev placeret i den nedre halvdel i rækken. Desuden er der mange sejre og gode placeringer i turnering, pokal og diverse stævne vindere – det har jeg personligt slet ikke overblik over.

En masse lærerige kampe er færdigspillet i turneringerne og på stævneholdene. Holdenes placeringer i rækkerne er flot – også taget i betragtning hvilke rækker de spillede i. tre ungdoms hold blev puljevinder ved sæsonafslutningen, tillykke til jer, det er flot og tegner godt for fremtiden,

U14 Pigerne var på en fantastisk udlandstur til Barcelona hvor vi havde 2 hold med til et stort håndboldstævne og det ene af holdene vandt hele stævnet.

I løbet af året har vi arbejdet med 2 tiltag under DHF’s ”Knæk Kurven” kampagne – som skal vende den negative medlemsudvikling i dansk håndbold.

  • På initiativ fra SønderjyskE’s cheftræner Morten Henriksen, dannede Vidar-Ulkebøl Håndbold, Dybbøl Håndbold, Hørup Håndbold og HF Sønderborg gruppen ”Knæk Kurven Sønderborg”. For andet år i træk var der arrangeret et Skole-Street håndboldstævne for alle 3. klasser i Sønderborg Kommune d. 5. november 2015. Kommunen betalte busser til skolerne, andre sponsorer til forplejning, og SønderjyskE’s LIGA Herrer som vejledere på banerne og skrev autografer. En fantastisk dag med 450 glade børn – som gav mange flotte tilbagemeldinger fra både børn og lærere. Desværre fik Dybbøl Håndbold ikke nye medlemmer direkte fra dette initiativ – men vi gentager succesen næste år, og håber på mere direkte effekt.
  • Vi har arbejdet videre med ”Klub-Building” - et projekt der sætter direkte fokus på selve driften af håndboldklubberne: Styr på opgaverne, klubbens frivilligheds strategi, samt udvikling af håndboldproduktet. Vi har besluttet at vente til efteråret med lanceringen af den store charmeoffensiv, der skal trække flere frivillige ind i klubben. Men nu er grundlaget for dette i hvert fald skabt.

For andet år i træk har vi gennemført ”Talent-træning” på tværs af ungdomsholdene i klubben. De sidste par år har en del spillere fra Dybbøl deltaget i såkaldt ”Ligaaspiranttræning” i Kolding KIF en gang om måneden. Derfor har vi forsøgt at lave et alternativ til den lange køretur – og et mere bredt tilbud. Et udvalg på 4 trænere fra U12/U14 drenge/piger har lavet 4 arrangerementer for de mest engagerede spillere mod en mindre ekstra betaling.

Der har været fokus på alternativ træning – med gæste trænere og mere individuel træning som der ikke er tid til i de normale træningspas. Også dette tiltag har været en stor succes – som vi vil gentage næste år.

Fremtiden:

Med hensyn til næste sæson er planlægningen langt fremme. Vi forventer at have ca. samme antal hold, som vi har haft denne sæson, og dermed fastholde medlemsantallet. Én af de store opgaver bliver også, at fastholde det gode fællesskab der er opbygget i klubben, som har meget stor værdi i Dybbøl håndbold. Ligesom der også skal arbejdes med fastholdelse af ungdomsspillerne.

Vi glæder os til at tage hul på en ny sæson i uge 19, og der venter en masse nye spændende håndboldkampe. Vi håber på fortsat god opbakning i Dybbøl hallerne.

Haltider:

Kommunen og klubben har store udfordringer med at kunne udbyde nok haltider til vores håndboldspillere i det kommende år. Det kræver både tålmodighed og fleksibilitet når tiderne skal fordeles, så de passer de tidspunkter som medlemmer, trænere og ledere helst vil træne i.

  • Økonomi:

Regnskab 2015 er desværre ikke færdigt endnu – det forelægges på generalforsamlingen.

Afslutning:

Jeg vil slutteligt sige tak for et FANTASTISK samarbejde med bestyrelsen, hovedbestyrelsen og alle andre omkring denne fantastiske håndboldklub.  

Tak for en rigtig god sæson. En STOR tak til alle jer, som gør en forskel. Uden jer var vi ikke den håndboldklub vi er i dag.

 

2016-04-24 Torben Brynningsen, formand Dybbøl Håndbold, tob@danfoss.com, Mob. 24 62 41 98

Se klubbens Vision & Værdier, Forventninger, Børne politik, etc. på vores hjemmeside under punktet information:http://haandbold.dybbol-iu.dk/ og følg med på Facebook og Instagram.